Tanker om måling

Fødderne gør ondt. Eller rettere mine fødder er ømme. Det er de fordi, jeg lige har løbet en tur. De ømme fødder til trods har mit hoved det godt. Efter en lang - og til tider kedsommelig - dag på Uni-c Roadshow kan en frisk løbetur lige klare hjernen. Kehlman lader vente på sig (tak! Postdanmark-typer) og derfor må den mentale afslapning nødvendigvis foregå i forlængelse af mine Nike-løbesko. Men altså, undervejs på løbeturen, hvor jeg i dagens anledning ikke havde iført mig mit pulsur, kom jeg til at tænke på hvordan det moderne menneske i den grad lader sig styre af alle mulige målinger. Tænker man over det, er livet jo konstante målinger af tid og succes. Nu er det ikke kun fordi jeg er lærer og en del af en - ufrivillig, ja, men ikke desto mindre - kultur, hvor krav om målinger er konstant stigende, men også privatlivet præges af målinger - tid til parforholdet, tid til barnet, tid til tøjvask, tid til .... listen er nærmest uendelig.
Den næste tanke der meldte sig, handlede om hvordan renæssancemennesket ville opfatte os. Var vi lykkeligere, da Verden var en stor, flad ubekendt? Er begreberne tid og sted nødvendige at kende for at kunne eksistere? Ville renæssancemennesket sige:"hov, tøv en kende! Det behøver vi da ikke at måle!?". Eller ville det bare lægge sig fladt på halen og savle i begejstring over The Large Hadron Particle Accelerator, der forsøger at genskabe det ultimative øjeblik, så vi nu også i smallscale kan måle effekten og virkningen af the Small Bang - The Big Bang II er vel en for overdådig og ildevarslende titel at give et sådant projekt?!
Anyways, my time is up, så ... vi ses

Opmåling af verden

Næste bog i rækken bliver af en tysk forfatter, Daniel Kehlmann, som er helt ukendt for mig. jeg glæder mig til at gå i gang med Opmåling af verden.
Der kom en lang og animeret diskussion ud af Stormland og hvis bare Kehlmann kan leve op til en smule af dette, bliver det endnu en god læseoplevelse og efterfølgende rødvinsdiskussion, der venter forude.

Og nu til noget helt andet....
Hold kæft hvor det irriterer mig, at stort set INGEN i kongeriget Danmark - bortset fra enkelte, frelste skolelærere - kan finde ud af sammensatte navneord. Jeg skulle lave en spørgeskema undersøgelse med min 7.klasse forleden dag!? Hvor svært kan det være? Jeg kan måske sætte mig ind i at en autorobotoversat indpakning på et kinesisk produkt, kan indeholde sjove fejl, men sedler, breve, pamfletter, artikler skrevet af danskere!? Det er efterhånden allevegne. Det er nok mobiltelefonens skyld! Der er jo ingen der gider, at slette mellemrummet i sms-beskeden, og så forsvinder de sammensatte navneord langsomt men sikkert. nå, nu gider jeg ikke være sur længere. Hav en god dag

Stormlænding

Hvad skal man mene om Stormland? Tja, man er vel godt underholdt trods den trøstesløse, deprimerende, til tider arrogante og nedladende stil, som er bogens varemærke. Var den for lang? Åh, jo! Jeg syntes hele tiden, at jeg manglende hundrede sider. Får til tider følelsen af at forfatteren sidder på sin høje litterære hest og taler ned til pøblen. Har man selv tendens til at være en del af det højpandede "jeg har set for meget Smagsdommerne og hører kun P1" segment er det lige vand på møllen at læse de galdedryppende og supersyrlige kommentarer, men for helvede hvor går det langsomt!

Flere steder i bogen måtte jeg overgive til klukkende latteranfald, når Bøddi præcist spidder Islands aktuelle tilstand. I virkeligheden er det vel ikke bare et lokalt øsamfundsfænomen men noget der er generelt for hele den Vesteuropæiske købekultur, hvor man ikke kan undgå at gå i tölt bag snælderfede, indkøbsvognsbugserende, chipsædende, burger og pomfritter-frådsende, fleecebefængte, acneramte, skeløjede, clocsvraltende, deungemødrelookalike-trunter med alt for meget Cola light og Matadormix i indkøbsvognenvognen, hvis man af vanvare kommer til at sætte sine ben i et større varehus. Så er man på den anden side også selv uden om det!

Sindsforvirret mand til hest, der jager rundt efter luftkasteller er vel i øvrigt ikke nogen blændende idé. Andre har vist været der før Helgrimm Hallgrimmson!

Bogen tager vel for alvor først fart til sidst, hvor vi er helt ude i en Kain og Abel situation - omend Bøddi ikke anvender æselkæbe men blankpoleret revolver og kugle. But he had it coming, Viddi, den smartass!

Det der redder bogen er i høj grad Bøddis blogs. De er skarpe og ind til benet.

Så hvad synes jeg om bogen? Bum, bum... Altså den var tung at komme igennem men havde dog sine højdepunkter undervejs. Sproget er til tider tungt som islandske regnskyer og man bliver let fanget i en stemning af hadefuld nedladenhed, som jeg dog et eller andet sted kan finde sympati for, åndsfyrste som jeg er - eller tror jeg er - uden dog nogensinde at have læst Hölderlin eller Rilke.

Så mit første blogindlæg på Nomadernes blogspot slutter med tallet

14