Fødderne gør ondt. Eller rettere mine fødder er ømme. Det er de fordi, jeg lige har løbet en tur. De ømme fødder til trods har mit hoved det godt. Efter en lang - og til tider kedsommelig - dag på Uni-c Roadshow kan en frisk løbetur lige klare hjernen. Kehlman lader vente på sig (tak! Postdanmark-typer) og derfor må den mentale afslapning nødvendigvis foregå i forlængelse af mine Nike-løbesko. Men altså, undervejs på løbeturen, hvor jeg i dagens anledning ikke havde iført mig mit pulsur, kom jeg til at tænke på hvordan det moderne menneske i den grad lader sig styre af alle mulige målinger. Tænker man over det, er livet jo konstante målinger af tid og succes. Nu er det ikke kun fordi jeg er lærer og en del af en - ufrivillig, ja, men ikke desto mindre - kultur, hvor krav om målinger er konstant stigende, men også privatlivet præges af målinger - tid til parforholdet, tid til barnet, tid til tøjvask, tid til .... listen er nærmest uendelig.
Den næste tanke der meldte sig, handlede om hvordan renæssancemennesket ville opfatte os. Var vi lykkeligere, da Verden var en stor, flad ubekendt? Er begreberne tid og sted nødvendige at kende for at kunne eksistere? Ville renæssancemennesket sige:"hov, tøv en kende! Det behøver vi da ikke at måle!?". Eller ville det bare lægge sig fladt på halen og savle i begejstring over The Large Hadron Particle Accelerator, der forsøger at genskabe det ultimative øjeblik, så vi nu også i smallscale kan måle effekten og virkningen af the Small Bang - The Big Bang II er vel en for overdådig og ildevarslende titel at give et sådant projekt?!
Anyways, my time is up, så ... vi ses
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar