Hvad skal man mene om Stormland? Tja, man er vel godt underholdt trods den trøstesløse, deprimerende, til tider arrogante og nedladende stil, som er bogens varemærke. Var den for lang? Åh, jo! Jeg syntes hele tiden, at jeg manglende hundrede sider. Får til tider følelsen af at forfatteren sidder på sin høje litterære hest og taler ned til pøblen. Har man selv tendens til at være en del af det højpandede "jeg har set for meget Smagsdommerne og hører kun P1" segment er det lige vand på møllen at læse de galdedryppende og supersyrlige kommentarer, men for helvede hvor går det langsomt!
Flere steder i bogen måtte jeg overgive til klukkende latteranfald, når Bøddi præcist spidder Islands aktuelle tilstand. I virkeligheden er det vel ikke bare et lokalt øsamfundsfænomen men noget der er generelt for hele den Vesteuropæiske købekultur, hvor man ikke kan undgå at gå i tölt bag snælderfede, indkøbsvognsbugserende, chipsædende, burger og pomfritter-frådsende, fleecebefængte, acneramte, skeløjede, clocsvraltende, deungemødrelookalike-trunter med alt for meget Cola light og Matadormix i indkøbsvognenvognen, hvis man af vanvare kommer til at sætte sine ben i et større varehus. Så er man på den anden side også selv uden om det!
Sindsforvirret mand til hest, der jager rundt efter luftkasteller er vel i øvrigt ikke nogen blændende idé. Andre har vist været der før Helgrimm Hallgrimmson!
Bogen tager vel for alvor først fart til sidst, hvor vi er helt ude i en Kain og Abel situation - omend Bøddi ikke anvender æselkæbe men blankpoleret revolver og kugle. But he had it coming, Viddi, den smartass!
Det der redder bogen er i høj grad Bøddis blogs. De er skarpe og ind til benet.
Så hvad synes jeg om bogen? Bum, bum... Altså den var tung at komme igennem men havde dog sine højdepunkter undervejs. Sproget er til tider tungt som islandske regnskyer og man bliver let fanget i en stemning af hadefuld nedladenhed, som jeg dog et eller andet sted kan finde sympati for, åndsfyrste som jeg er - eller tror jeg er - uden dog nogensinde at have læst Hölderlin eller Rilke.
Så mit første blogindlæg på Nomadernes blogspot slutter med tallet
14
1 kommentar:
Jeg er ikke enig og ikke uenig. Det trøstesløse er altoverskyggende magmaforvredne strukturelle hovedlinier i en fortælling, som i islandsk ånd kunne være geysersprutterier. Der er så meget tryk inde vores hovedperson, og det bygger stille og uroligt op til en ventilering, der ikke kan styres. Det subtile skred mellem normalitet og galskab er afgørende og jeg føler i den grad med Bøddis kamp mod alt og alle sig selv inklusiv, og hans søgen efter kærlighed, tryghed, forståelse som i læserens iagttalelse selvføleglig aldrig kommer. Mandens deroute er uundgåelig.
Bogen er en fortælling som sagaerne der kan fortælles igen igen, og som skifter karakter undervejs. Læseren er i Helgasons jerngreb hele vejen, og lige inden der går romantik i romanen lægges der igen et benspænd ud for vores helt, der må se sit uendeligt spinkle og helt igennem umulige forhold til andre mennesker smuldre mellem sine nikotingule fingre.
Man kan ikke diskutere Helgasons vid, men måske hans bid.
Bøddis blogs er helt igennem fantastiske i sine betragtninger af det vestlige verdens moralske forfald. Helt igennem perfide, Hattori Hanzo-skarpe og åbentlyst sande reflektioner - samtidigt virtuost skrevet.
Bøddi er genial og gal, og det kræver sin forfatter at kunne skabe en sådan illusion, ikke bare i blogsene, men også i de metaforiske beskrivelser af islandske scenerier, der hele tiden i dobbelt forstand afspejler Bødddis humør og Islands og verdens forandring.
Man kan diskutere den prætentiøse stil og smagsdommeren Helgason for:
Er det rimeligt at lade håbet svinde ud?
Min karakter er 19
Send en kommentar